Navnenyt

Sikkerhedsstyrelsen ansætter toperfaren kommunikationschef fra Slotsholmen

Mette Thorn, ny kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

Den 6. september tiltræder Mette Thorn stillingen som kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen. Det er en af de mest erfarne kommunikationsnavne i centraladministrationen, der nu skal have sin daglige gang på Esbjerg Brygge – med udsigt til Fanø og Svend Wiig Hansens Esbjerg-vartegn, ’Mennesket ved havet’.

”Mette har igennem 16 år arbejdet for 13 ministre i fire forskellige ministerier, så det er én af de absolut mest garvede og dygtige kommunikationschefer i offentlig administration. Jeg er så kisteglad for, at hun gerne vil være en del af vores hold i Esbjerg. Jeg synes simpelthen, at det er et scoop. Og jeg ved, at hun vil kunne tage vores kommunikation til et helt nyt niveau”, siger Sikkerhedsstyrelsens direktør, Lone Saaby.

Mette Thorn har været kommunikationschef i det tidligere Miljø- og Fødevareministerium med 4.200 ansatte – nu skal hun arbejde i en noget mindre organisation, hvor hun er tættere på de enkelte fagområder, Sikkerhedsstyrelsens kerneforretning og den rivende digitale udvikling, organisationen har været igennem. Mette Thorn siger om sin nye stilling:

“Nu skal jeg være en del af Erhvervsministeriet vest på, og det ser jeg virkelig frem til. Jeg holder af hele Danmark, og jeg er en stor tilhænger af statslige arbejdspladser i hele Danmark. Sammen med mine kolleger skal jeg arbejde med at synliggøre og professionalisere Sikkerhedsstyrelsens strategiske og digitale kommunikation yderligere.”

Mette Thorn har også tidligere arbejdet som presse-og kommunikationschef i Skatteministeriet, Miljøministeriet og Fødevareministeriet. Derudover har hun det tidligere Landbrugsraadet samt en række journalistiske stillinger på CV’et.

Kommentarer