Navnenyt

Esbjerg får endnu en professor i almen medicin

Foto: Syddansk Universitet.

Praktiserende læge, ph.d. og HD i organisation Jesper Lykkegaard er udnævnt til professor i almen medicin ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU.

I sit nye professorat skal Jesper Lykkegaard forske i, hvordan man sikrer sammenhængende patientforløb i sundhedsvæsenet. Han tilknyttes med sit professorat den kommende kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg.

Jesper Lykkegaard har været tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis ved SDU siden 2008 og praktiserende læge i Vejle i godt 10 år. Jesper Lykkegaard har i en årrække forsket i sundhedsvæsenets, herunder særligt almen praksis’, håndtering af store folkesygdomme. Han har blandt andet lavet registerbaseret forskning i lungesygdomme og været med til at oprette den nationale Astmadatabase og drive Dansk Register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom.

Han har siden 2018 været leder af Audit Projekt Odense, der har ekspertise i undersøgelser, hvor sundhedsprofessionelle indsamler oplysninger om på hinanden følgende patientkontakter med samme fælles tema. Disse har bl.a. omhandlet ældre patienter, infektioner og antibiotika, stress, søvn, psykofarmaka, svær psykotisk sygdom, hovedpine, bevægeapparatslidelser, kræftdiagnostik, defensiv medicin og implementering af ny teknologi. Undersøgelserne har omfattet forskellige dele af sundhedsvæsener i ind- og udland. Formålet med disse undersøgelser er at afdække og forbedre patienthåndteringen, hvad angår de forskellige temaer.

Jesper Lykkegaard har afholdt diverse kurser for praktiserende læger, undervist på speciallægeuddannelsen i almen medicin og tilrettelagt moduler på SDU’s læge- og kiropraktoruddannelser, herunder på den kommende lægeuddannelse i Esbjerg.

Jesper er gift og har to børn med sin kone Charlotte. Fritiden bruger han blandt andet på kajakroning, beachvolley og i Vejle FDF’s messingblæserorkester.

Kommentarer