Debat og politik

Classic Race i Aarhus får Legend Car Cup på programmet

OK Mobil 1 Legend Car Cuppen kommer næste år med på Classic Race Aarhus. Foto: Classic Race Aarhus / Peter Marker.

Når Classic Race Aarhus næste år til september – forhåbentligt – kan gennemføre sit tre-dages event i og omkring Mindeparken i Aarhus, bliver et af løbene et farvestrålende ræs med biler i 5/8 størrelse udformet som Ford- og Chevrolet-modeller fra tredivernes USA.

Gennem årene har de små racerbiler fra OK Mobil 1 Legend Car Cuppen leveret masser af oplevelser for publikum ved Classic Race Aarhus. Bare synet af de små, farvestrålende racerbiler er nærmest garanti for underholdning, og på racerbanen rundt om Mindeparken har chaufførerne også leveret varen. Tæt og spændende race med stribevis af overhalinger og gode dueller foruden utallige sjove episoder.

2021-udgaven af Classic Race Aarhus bliver ingen undtagelse.

”Vi har indgået en aftale med Tom Pedersen fra Padborg Park, som står bag klassen, og den kommer også til at køre ved vores løb den 17.-19. september,” siger Poul Dalsgaard, direktør for Classic Race Aarhus. ”Man kan ikke andet end blive i godt humør, når man ser de små racerbiler kæmpe rundt på banen. Det er jeg i hvert fald blevet i alle de år, hvor jeg har besøgt Classic Race Aarhus. Og det samme har jeg oplevet blandt tilskuerne omkring mig, hvad enten det er folk på min egen alder eller de børn, som vi arbejder på at køre trafikken mere sikker for.”

OK Mobil 1 Legend Car Cuppen har i mange år indgået i den fortælling om motorsportens udvikling gennem årene, som er Classic Race Aarhus’ sportslige omdrejningspunkt. Bilerne er bygget i blot 5/8-dels størrelse, og deres moderne teknologi er dækket af karrosserier udformet som Ford- og Chevrolet-modeller fra tredivernes USA.

”Lige siden 2013 har klassen været med ved Classic Race Aarhus,” fortæller klassepromotor Tom Pedersen fra Padborg Park. ”Gennem alle årene har kørerne i klassen været utroligt glade for at komme til Aarhus og køre race. Det er en sjov og anderledes bane for dem, og der er altid masser af tilskuere, så nu kan jeg glæde alle de Legend-kørere, som hen over efteråret har ringet eller skrevet til mig og spurgt, om klassen også til næste år kommer på programmet.”

”Med Legend Car Cuppen på plakaten begynder vores 2021-program at tage mere og mere form,” siger Steffen Møller, sportschef ved Classic Race Aarhus. ”Det bliver traditionen tro et program, der spænder over flere årtier i motorsporten, men med tyngden lagt på de historiske racerklasser.”

Kommentarer